Print side  Tilføj til favoriter  E-mail side   

ASTD Chicago 2010

Her er et lille referat fra årets ASTD konference i Chicago 2010! 
 
I år var vi 60 deltagere i den danske delegation, og som vanligt var det folk fra den private sektor, den statslige og den kommunale sektor, som fandt sammen og netværkede både socialt og fagligt i den uge vi var af sted.
 
Vi havde som altid 2 dage til at se byen inden konferencen startede og det betød, at den danske gruppe blev rystet godt sammen og havde stor glæde af hinanden undervejs i konferenceforløbet. Det er nemmere at sparre fagligt, når man kender hinanden socialt. Denne gang nåede vi at se hele byen Chicago fra flodsiden, det var en vældig interessant tur, hvor vi fik meget at vide om de mange skyskrabere, som byen er berømt for. Vi var også i Millennium Park og i Hancock bygningen, hvor vi spiste middag på 86. etage. Vi var ude at spise på gode spisesteder og hver aften var vi ude og høre levende musik, det var herligt. Vores sponsor Jobindex var vært ved vores shopping raid og ved en brunch. 
 
Selve konferencen bød som altid på et væld af interessante workshops, som det indimellem var svært at vælge imellem og samtidig har man verdens største udstilling inden for uddannelse og udvikling. Vi oplevede 3 keynotes, som på hver sin måde gjorde et stort indtryk på os: 
 
Daniel Pink, holdt et engageret oplæg om motivation. Han sagde, at det var på tide, at tænke på medarbejdere som mennesker og ikke som heste. I stedet for at forsøge at motivere dem med "gulerødder" eller true dem, skal vi give dem mere frihed og give dem lov til at blive gode til det, de gør.
 
Charlene Li, forfatter til Groundswell, holdt et oplæg om Sociale medier og deres betyding for læring. Hun advokerede for, at vi som HR- og uddannelsesfolk lærer at bruge Sociale Medier bedre i læringssammenhænge.
 
The Second City, som er en organisation, der arbejder med improvisation, holdt et spændende oplæg med 3 skuespillere på scenen, som spillede publikums ideer og talte om kommunikationens betydning.
 
Udover de 3 keynotes, var der som sædvanligt omkring 250 concurrent worhshops fordelt på 5 spor. Der var i år flere workshops end vanligt holdt af folk uden for USA, men der var kun 2 danske oplæg i år - og de var desværre lagt på samme tid. Lad os håbe, vi bliver flere til næste år! I de mange workshops er det på sin plads at fremhæve Legends og Showcases som Robert Brinkerhoff, Marshall Goldsmith, Bob Pike, Marc Rosenberg, m.fl. 
 
Konferencens hovedtema var udover måling af HR og læring, Social Medier, som fyldte ganske meget. Der er ingen tvivl om, at også danske virksomheder og organisationer kan blive bedre til at arbejde med Sociale Medier. 
 
Udover selve konferencen var der som sædvanlig en kæmpemæssig Expo og den store fest, som denne gang blev holdt i et slags Experimentarium, så der var en masse, man kunne prøve. Bl.a. kunne man komme ned i en gammel  mine, det var ganske interessant, ikke mindst fordi 48 af de amerikanske stater har stadig minedrift.  
 
Du kan læse om vores Follow Up dag d. 1. september her, hvor vi fortæller om turen og vore mange indtryk fra konferencen!
 
 
 



Copyright © Søren Sørensen A/S - All Rights Reserved.

CMS - Content Management System by Media2.

Valid XHTML 1.0 Transitional Valid CSS!